top of page
Haslev Teaterforening i 40 år

(Hans Krarup ved foreningens 40 års jubilæum)

Der er grund til at ønske hinanden tillykke med, at vi nu i 40 år har haft en teaterforening i Haslev. Lige siden daværende skoleinspektør ved Haslev Borger-og Realskole Poul Hammer Jacobsen åbnede ballet i 1967 med 3 små stykker med fællestitlen "De pokkers kvindfolk", har foreningen eksisteret uden afbrydelser i 40 år. Dengang hed den Haslev Teater- Musik-og Kunstforening. I perioder har der været slinger i valsen, hvor bestyrelsen var ved at give op, når abonnenterne begyndte at falde fra. Men når det så sortest ud, vendte de tilbage, og nye kom til. De 40 år har været som en bølgedal med op-og nedgangsperioder. Ved 40-års jubilæet i år er vi på vej opad!


I de første sæsoner var det en celeber begivenhed at gå i teatret i Haslev. Publikum mødte op i festskrud , og vi måtte dublere forestillingerne. Repertoiret var ret konservativt, dog var der mange, der løftede øjenbrynene, da vi i 1976 dristede os til at vise Flemming Flindts "Vidunderlige kælling" med skønne, bare damer på scenen. Det var i samme periode, at tæppet ved flere lejligheder VAR trukket fra, når publikum kom ind i salen. Hvilket foranledigede enkelte ultrakonservative abonnenter til at udvandre i vrede før forestillingen begyndte.
Efterhånden vænnede man sig til de nye forhold, og i dag er det nok gået op for alle, at det ikke længere er de "kendte" skuespillere fra "Matador", der befolker scenen. Nye unge talenter er kommet til. De er veluddannede, dygtige, og ofte håndplukkede til de roller, vi ser dem i. Det er dem, der skal have chancen i en branche, der er hård og ubarmhjertig, og hvor man let kan gå i glemmebogen, men hvor man til gengæld kan nyde anerkendelse i fuld offentlighed, hvis og når man bryder igennem.


I Haslev Teaterforening har vi spillet næsten 200 forestillinger i de forløbne 40 år. Af den følgende oversigt fremgår det, at 40% har været alvorlige skuespil (drama), mens 35 % har været de mere muntre skuespil (lystspil/komedie). De øvrige 25 % fordeler sig på 6 % farcer, 5 % musicals, samt enkelte børneteater forestillinger, operetter, operaer, vaudeviller m.m. Oversigten har desværre enkelte lakuner- måske kan nogle udfylde dem på egen hånd. Vores repertoire afspejler de turnerende teaterselskabers udbud af forestillinger, og naturligvis ligner det landets 62 andre teaterforeningers repertoire.


Haslev ligger tæt på hovedstaden, og for mange er de forestillinger, vi kan vise her, nok kun et supplement til dem, som hovedstaden kan byde på. Alligevel er interessen for at opleve det levende, professionelle teater i Haslev stor og bæredygtig. Det er det, vi skal ønske hinanden tillykke med!
 

Haslev, februar 2007
Hans Krarup

bottom of page